25 juni 2012

Kejserens nye lørdagstillæg

I LØRDAGS, EFTER SEKS UGER med Politikens stort anlagte og kraftigt markedsførte nye kultursektion i tabloidformat og på hvidere papir, spurgte jeg min hustru om hun egentlig læste den.
Næ, svarede hun.
Det gør jeg heller ikke, konstaterede jeg.
Og gav mig til at overveje hvad årsagen mon kan være.

Lørdag er den perfekte avisdag. Her i huset, hvor vi modtager hele fire af slagsen (altså om lørdagen), har højdepunktet i flere år været Informations lørdagstillæg Moderne Tider. Den går jeg ligefrem og glæder mig til, når weekenden nærmer sig. Og skulle jeg af en eller anden grund være forhindret i at læse Moderne Tider på udgivelsesdagen, bliver den gemt til en særlig god stund.
Modsat forholder det sig med Politikens lørdagssektion KULTUR. Den er begyndt at ryge i bunken stort set uden at blive åbnet. Og nu kan det ikke længere forklares med at jeg skal vænne mig til den.
I det følgende vil jeg derfor vove mig ud i en lille sammenlignende analyse.

I dagens anledning bladrede jeg igennem KULTUR. Jeg læste ikke nogen af artiklerne, for det fik jeg ikke lyst til. Jeg opførte mig med andre ord som en helt almindelig avislæser.
Med Moderne Tider gjorde jeg som jeg plejer, hvilket vil sige at jeg fik læst en del af artiklerne – og satte mig ind i hvad resten handlede om.
Dette sidste er vigtigt: En af hemmelighederne ved godt avisdesign er, at det hjælper mig med at vælge hvad jeg vil nærlæse, og hvor jeg kan nøjes med at scanne ”landingspladserne”. Det handler både om form og om redigering: Rubrikformulering, indledninger/underrubrikker/resumeer, udhævede citater etc.

Sammenligningen mundede ud i en liste på fire punkter, hvor de to lørdagssektioner adskiller sig fra hinanden:


1) Bredde
Informations Moderne Tider handler, som navnet antyder, om kultur, men i bredere forstand end begrebet defineres af Politiken. Sektionens kulturfokus er underforstået. Det signaleres primært gennem titlen, der som bekendt er et filmcitat. Og står ikke i vejen for, at Moderne Tider fx også kan indeholde et essay om Habermas’ syn på mødet mellem religion og politik, eller fem sider om en tidligere ministers forsøg på at påvirke Helle Thornings skattesag – eller nørdede helsidesanalyser af forskellen i spillestil hos FC Barcelona og Real Madrid.
Hvis lixtallet skulle gøre mig stakåndet, kan jeg slappe af med madanmeldelser og opskrifter … eller med den privatlivsbrevkasse, som Information heldigvis ikke holder sig for fin til, og som har det forfriskende lille twist at læsernes spørgsmål altid besvares af to personer (opgaven går på omgang på redaktionen, hvilket har den tiltalende sideeffekt at man med tiden lærer avisens medarbejdere at kende). To, der tydeligvis ikke læser hinandens svar på forhånd, hvilket gør dem mere underholdende at læse.

Politikens KULTUR har et snævrere fokus. Tabloidsektionen erstatter avisens sædvanlige kulturstof – og adskiller sig kun marginalt fra dette, bortset fra at der er meget mere af det.
Og nu jeg tænker over det, er jeg faktisk også holdt op med at nærstudere Politikens kultursider til hverdag. Dels nok i konsekvens af at jeg er blevet ældre og følger knap så ihærdigt med i hvilke film der er værd at se, og hvad der bliver udgivet af rytmisk musik. Men jeg oplever også at avisen har flyttet sig. Jeg synes den er blevet mere finkulturel, og mere indforstået.
Selvfølgelig kan det være mig der er noget galt med, når jeg ikke kaster mig over reportagen over to opslag om Documenta-udstillingen i Kassel eller nærstuderer seks sider med portrætter af headbangende festivaldeltagere. Men jeg har en lumsk mistanke om at en betragtelig del af de skolelærere og sygeplejersker, der trofast bliver ved med at se Politiken som deres avis, tilbagelægger turen igennem det nye tillæg med lige så få stop undervejs som undertegnede.


2) Tilgængelighed
KULTUR er præget af visuelt lir. Det virker næsten som om sektionen er formgivet med henblik på at den skal vinde internationale designpriser. Hvilket den helt sikkert også kommer til, for juryerne ved den slags arrangementer har jo ikke en kinamands chance for at vurdere om indholdet rent faktisk kommer ud over rampen. Avisdesignkonkurrencer er i realiteten plakatkonkurrencer, og Politikensider er smukke plakater.
I mine øjne er der imidlertid for meget af det, der for tyve år siden – af en Politiken-medarbejder  (!) – blev kaldt ”layoutisme”. Det ser smart ud, men ofte skal man faktisk anstrenge sig for at finde ud af hvad en historie egentlig handler om.
Jeg bladrer gennem KULTUR og har det nærmest som en forælder må opleve det den dag han eller hun kommer til daginstitutionen for at hente sit barn, og så opdager at alle pædagogerne er gået hjem. Her lader ikke til at være noget opsyn, ingen begrænsninger, ingen kritisk styring. Alle er helvedes kreative, men hvad skal det nytte, for at citere et af de gamle Politikenkoryfæer?


Moderne Tiders visuelle ambitionsniveau er langt lavere end KULTURs, og Informations layoutere er ikke lige så dygtige grafikere som dem på Politiken.
Men som passager på skibet er jeg sjældent i tvivl om kursen, og såvel opsætningen som flertallet af billeder understøtter teksten – som der i øvrigt er mest af. Hvilket tiltaler mig, for jeg køber primært en avis for at læse den.

3) Håndterbarhed
Enkelt men vigtigt: Moderne Tider er hæftet. Det gør sektionen nem at håndtere ved spisebordet, i sofaen – og i sengen.
KULTUR består derimod af løsblade. Det er i sig selv et irritationsmoment. Som bliver endnu mere irriterende, fordi papiret – der jo blev markedsført som et af de store plusser ved den ny sektion – er kraftigt og glat, og siderne derfor glider fra hinanden.

4) Rune Lykkeberg
Informations weekendredaktør og kommentator er langt fra den eneste af de faste skribenter, der gør Moderne Tider læseværdig. Men hans – som regel overraskende, ofte provokerende, og altid velargumenterede – betragtninger over hvor vores samfund er på vej hen, er med til at give MT intellektuel kant.

Til sammenligning virker Politikens kulturskribenter ærlig talt lidt mætte og trætte.


”Kulturen lever, har det godt og bor i Politiken”, påstår kulturredaktør Anita Bay Bundegaard på en af reklameplakaterne på Nørreport Station.
Selvfedmen trives tilsyneladende endnu bedre.
Men pas på, Politiken!
På et tidspunkt kan det være at jeres læsere opdager, hvad I har indenunder tøjet …

07 juni 2012

Size matters

INSPIRED BY THE REDESIGN of the Dubai-based, English-spoken newspaper Gulf News which involves a format shift from broadsheet to berliner, an interesting question was raised the other day on http://newspaperdesign.ning.com.
Which newspaper format is more challenging, asks Sajeev Kumar who is managing the site: Broadsheet or berliner?

Sajeev mailed his question to a number of professionals within our industry, including Mario Garcia who was the design consultant on the Gulf News project. And the answers are no less interesting; here you can read them in their entirety. Lots of inspiring thoughts.
It surprised me, however, to see that all these experts more or less agree that the number of challenges which the page designer has to face does not depend on the format; they are just different challenges, my colleagues seem to think (sorry for the generalization).

ALLOW ME TO DISAGREE. Perhaps wishing to avoid stating the obvious, my colleagues tend to intellectualize on a subject which can also be seen as very simple.
Of course you can argue that a smaller format can be very challenging because you have less space at your disposal, just like it will always be easier to make a big ballroom look impressive than a small one. But if you look at the complexity of the page designer’s task, this is a no-brainer. Having managed the transition of more than twenty newspapers from broadsheet/berliner into tabloid format, I stay convinced that the broadsheet format is the more challenging.


THIS IS PURE MATH. The sheer size of the paper, and the number of columns in particular, provide you with more design options on broadsheet. Which makes the page design more challenging – in the sense that you will have more elements to juggle. The totality gets more complex.

On a typical tabloid or berliner page, with five or six columns, there's a limited number of successful ways for you to place your words and visuals. In several of the tabloid redesigns carried out by our company over the years, we composed libraries of standard page designs for the editors to choose from … thereby saving time for the staff who would, nine times out of ten, come up with similar solutions if starting from scratch.

Working with double-trucks will give you more options, and make the design task more complex; but then again, broadsheet papers have facing pages as well and a good designer would never lay out one page – no matter what size – without taking into consideration the look of its neighbouring page.

THE FACT THAT THE SMALLER FORMAT is less challenging, design-wise, says nothing about the possible effect it can have on readers. Research comparing broadsheet and tabloid suggests that readers are spending more time on the smaller format, relatively speaking, simply because ”a page is a page” and as long as there is something on every spread that will catch the eye, both tabloid and berliner have the potential to make readers feel they get more value for money.

SO COULD THERE BE ANY GOOD REASONS for sticking to broadsheet? Well, size matters, in more than one sense, and size is not merely a matter of functionality.
Size sends signals, as any owner of an SUV can tell you, and in the case of some newspapers – like Die Zeit of Germany, to name an example – the broadsheet format sends signals of seriousness, credibility, and just the right amount of exclusivity.


Broadsheet is also a newspaper signal. You can print long articles, like those of Die Zeit, on smaller pages, but that will force you to distribute your stories on several consecutive spreads – which will make the newspaper appear more like a news magazine. In Germany, the main competitor to Die Zeit is just that: Der Spiegel, a weekly news magazine.
So another reason for choosing the broadsheet format could be, for newspapers with lots of words, if they wish to stay ”newspaperish”.


This is true for one of our own clients, Copenhagen-based Kristeligt Dagblad (the Christian Daily) which has retained the broadsheet format – and managed to increase circulation – while just about every other title on the Danish newspaper market has shrunk. In more than one sense, unfortunately. But that is another story.

PS: If you’d like to know more about how we have worked, since 2004, with developing the visual appearance of Kristeligt Dagblad, please carry on reading here.